Spørgsmålet stilles som om der findes et tal, en beregner kan slå op. Det gør der ikke, og grunden er værd at kende: vurderingen er ved lov gjort individuel.
Hvad loven kræver af långiveren
Pligten til at vurdere en forbrugers kreditværdighed følger af kreditaftaleloven § 7 c og af lov om forbrugslånsvirksomheder § 9. Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden har udsendt en fælles vejledning om, hvordan det skal gøres, og kernen i den er, at långiveren skal opgøre forbrugerens rådighedsbeløb og foretage en individuel vurdering af, om det er tilstrækkeligt til at betale lånet tilbage med renter og gebyrer.
Det betyder, at to personer med samme indtægt kan få vidt forskellige svar. Den ene har to børn, en bil og en eksisterende kredit; den anden har ingen af delene. Rådighedsbeløbet er forskelligt, og så er svaret det også.
Lav regnestykket selv
Skriv indtægten efter skat op, som den faktisk går ind — ikke bruttoløn, og ikke en god måned med overarbejde. Træk boligudgifterne fra: husleje eller ydelse, varme, el og vand. Træk de øvrige faste udgifter fra: forsikringer, transport, abonnementer, børneudgifter og de afdrag, du allerede betaler.
Det, der står tilbage, er dit rådighedsbeløb. Det skal dække mad, tøj, uforudsete udgifter — og en eventuel ny ydelse. Er der ikke luft til alle fire, er svaret på spørgsmålet i overskriften mindre, end du håbede, og det er bedre at vide inden end efter.
Det tal, der ikke står i beregneren
En långiver kan godt bevilge et beløb, som du efterfølgende har svært ved at bære, hvis forudsætningerne skifter en smule. Bevilling er en vurdering af, om det kan lade sig gøre — ikke en vurdering af, om det er en god idé. Læg derfor din egen margin ind: kan ydelsen bæres, hvis en uforudset regning på et par tusinde kroner dukker op i samme måned?
Hvad der flytter svaret
Det, der flytter mest, er ikke indtægten, men de faste udgifter og den eksisterende kredit. Et kort, der er betalt ud og lukket, frigør både en ydelse og en post i vurderingen. Det er ofte en hurtigere vej til et bedre svar end at søge et sted mere.
Hvis svaret bliver nej
Et afslag er en oplysning, ikke en dom. Spørg hvad det byggede på, ret det, der kan rettes, og undlad at ansøge bredt hos flere udbydere i træk. Er billedet, at rådighedsbeløbet ikke rækker, er gratis gældsrådgivning den ene henvendelse, der gør situationen bedre i stedet for dyrere.
Det, folk glemmer at regne med
De fleste husker husleje og forsikringer. Det, der ryger ud af regnestykket, er de udgifter, der ikke betales månedligt: årlig bilforsikring, kontingenter, licenser, tandlæge, gaver og ferie. De findes stadig, de kommer bare ikke hver måned.
Læg dem sammen for et helt år og divider med tolv. Det tal hører til blandt de faste udgifter, ikke blandt de sjove overraskelser — og det er som regel højere, end folk gætter, når de bliver bedt om at skyde.
Hvis indtægten svinger
Er du selvstændig, timelønnet eller ansat på skiftende vilkår, giver en gennemsnitsmåned et forkert billede. Gennemsnittet indeholder de gode måneder, og ydelsen skal betales i de dårlige.
Brug derfor de tre laveste måneder i det seneste år som udgangspunkt. Kan ydelsen være der, holder lånet hele vejen. Kan den kun være i gennemsnittet, er beløbet for stort — også selvom du bliver bevilget det.
To indtægter, to sæt udgifter
Ansøger I sammen, lægges begges indtægter sammen — men det gør begges faste udgifter og begges eksisterende kredit også. To indtægter giver derfor ikke automatisk dobbelt så stort et rådighedsbeløb.
Det er også værd at vide, at I som medansøgere begge hæfter for hele gælden, ikke for halvdelen hver. Går forholdet eller samarbejdet i stykker, består hæftelsen — og det er en samtale, der er nemmere at tage inden underskriften.
Hvad en låneberegner kan og ikke kan
En beregner på nettet regner ydelse ud fra beløb, rente og løbetid. Det gør den korrekt, og det er nyttigt, når du vil se, hvad en løbetid gør ved totalen.
Den kan derimod ikke sige, hvad du kan låne, for den kender ikke dine faste udgifter og laver ingen individuel vurdering. Et tal fra en beregner er et regnestykke, ikke et tilsagn — og de to bliver ofte forvekslet, fordi resultatet præsenteres med samme selvsikkerhed.
